12/06/2026
Vikinger var allierede med jøder og muslimer
Historiebøgerne om vikingernes færd har i nyere tid været under kraftig revision. Den islandske ph.d. i historie Thorir Jonsson Hraundal har gennem en række studier af arabiske kilder argumenteret for, at det traditionelle billede af vikingerne som primært vestvendte krigere er ufuldstændigt og i væsentlig grad misvisende.
Ifølge ham og flere forskere i samme spor var vikingerne i lige så høj grad en østlig magtfaktor, dybt indlejret i et omfattende netværk af handel, diplomati og kulturel udveksling, der strakte sig fra Skandinavien til Mellemøsten.
De østlige vikingeruter
Vikingerne var bomstærke, rødskæggede krigere og handelsfolk, der gennem udviklingen af langskibe og avancerede navigationsmetoder kunne bevæge sig over enorme afstande.
Mens de i Vesteuropa er kendt for plyndringstogter mod England, Frankrig og Irland, viser arkæologiske og skriftlige kilder et langt bredere bevægelsesmønster mod øst.
Fra Østersøområdet bevægede skandinaviske grupper sig ind i det store flodsystem i det nuværende Rusland og Ukraine. Her fungerede floderne Dnjepr, Volga og Volchov som naturlige handelsårer, der forbandt Norden med Sortehavet, Det Kaspiske Hav og videre mod det islamiske kalifat.
Mødet med islamiske og tyrkiske riger
I midten af det 9. århundrede beskriver den persiske geograf Ibn Khurradadhbih handelsruter, hvor nordiske købmænd bringer varer hele vejen til Byzantium (det nuværende Istanbul) og videre til Bagdad.
Disse ruter var ikke simple rejser, men komplekse netværk, hvor varer skiftede hænder gennem slaviske, tyrkiske og arabiske mellemled. I visse tilfælde måtte transport foregå både via flodsystemer, landruter og karavaneveje herunder brug af kameler i steppeområderne syd for Volga.
Handelsvarer fra nord omfattede især pelsværk, rav, voks, honning og slaver, som blev eftertragtede varer i både det byzantinske og islamiske økonomiske system. Til gengæld modtog skandinaverne sølv, tekstiler og luksusvarer fra østlige markeder.
Bosættelser og den såkaldte Rus
Flere kilder peger på, at skandinaviske grupper ikke blot passerede gennem området, men i perioder bosatte sig i Østeuropa i generationer.
Disse grupper omtales i arabiske og byzantinske kilder ofte som Rus et navn der senere skulle blive grundstammen til betegnelsen Rusland.
Arkæologiske fund viser en markant koncentration af nordiske genstande i områder omkring Ladoga, Novgorod og langs Volga-handelsruterne, hvilket indikerer en langvarig tilstedeværelse snarere end kortvarige togter.
Khazarerne og de muslimske volgabulgarere
I denne periode eksisterede flere stærke statsdannelser i regionen. Særligt khazarerne kontrollerede store områder af det sydlige Rusland, Kaukasus og dele af Ukraine. De fungerede som en central handelsmagt mellem nord og syd og er unikke i verdenshistorien ved, at en del af deres elite konverterede til jødedommen.
Samtidig var de muslimske volgabulgarere en betydelig magtfaktor langs Volga-floden, hvor islam spillede en central rolle i handels- og statsstruktur.
Kilderne antyder, at vikingerne havde både handelsmæssige og politiske relationer til disse grupper. I praksis fungerede de som en del af et større økonomisk system, hvor alliancer og pragmatiske aftaler var afgørende for adgang til handelsruter og markeder.
Ibn Fadlan og øjenvidneskildringen
Et af de mest kendte arabiske vidnesbyrd kommer fra Ibn Fadlan, der i begyndelsen af 900-tallet mødte nordiske handelsfolk ved Volga.
Hans beretning er både fascineret og kritisk. Han beskriver vikingerne som fysisk imponerende, høje og stærke, men samtidig som fremmede i deres skikke og hygiejne set med islamiske øjne.
Særligt hans detaljerede beskrivelser af begravelsesritualer ved en vikingehøvdings død har gjort kilden til et af de vigtigste etnografiske vidnesbyrd fra perioden.
Kulturmødet og misforståelserne
Arabiske og muslimske forfattere beskriver ofte vikingerne som både barbariske og bemærkelsesværdigt organiserede.
På den ene side fremhæves deres styrke, handelssans og evne til at navigere store afstande. På den anden side beskrives deres skikke som fremmede og til tider chokerende for samtidens islamiske standarder.
Arkæologiske fund af kamme, pincetter og plejeredskaber viser dog, at billedet af “de beskidte vikinger” er forsimplet. Skandinavisk kultur rummer tydelige tegn på kropspleje og social orden, selv hvis standarderne adskilte sig fra de arabiske.
Et overset østligt imperium i bevægelse
Ifølge Thorir Jonsson Hraundal og beslægtede forskere har historieforskningen i årtier haft en tendens til af fokusere på vikingernes vestlige ekspansion især Island, Grønland og Nordamerika.
Dette har efterladt et væsentligt hul i forståelsen af deres østlige aktiviteter, hvor de ifølge arabiske, byzantinske og arkæologiske kilder spillede en langt mere central rolle end tidligere antaget.
I denne optik fremstår vikingerne ikke blot som krigere fra nord, men som mobile aktører i et sammenhængende eurasisk netværk, hvor jødiske, muslimske, tyrkiske og slaviske magter interagerede gennem handel, diplomati og kulturel udveksling.
Set gennem de arabiske kilder tegner der sig et billede af vikingerne som langt mere komplekse end den klassiske fremstilling.
De var ikke kun plyndrere fra nord, men også handelsfolk, bosættere og diplomatiske aktører i et af middelalderens mest dynamiske grænseområder mellem Europa og Asien.
Deres kontakt med khazarerne, volgabulgarerne og de islamiske kalifater indikerer et historisk landskab, hvor religiøse og kulturelle skel ikke forhindrede omfattende samarbejde men snarere blev overskrevet af handel og pragmatisme.
