26/09/2025
Mike og Vivi Noble har solgt Terrassen Camping til par, der gennem flere år har arbejdet som lærere
af Kenneth Husum [email protected]
Efter 20 år som ejere har Mike og Vivi Noble solgt Terrassen Camping for at gå på pension og få mere tid til børnebørnene.
Fra 1. oktober er de nye ejere af pladsen med udsigt til Himmelbjerget lærerparret Jonas og Charlotte Abel Søndergaard fra Odder. De ser sammen med deres to piger, Luna på seks år og Victoria på otte år, frem til at flytte ind og tage hul på et nyt kapitel i deres liv.
Det kommende campingpar mødte hinanden som lærerstuderende i Aarhus og har begge arbejdet som lærere i ti år.
– Nu har vi valgt at skifte tavle og klasseværelse ud med skov, sø og campingliv. Det er et stort skifte – men også en drøm, der går i opfyldelse, fortæller de.
Drømte om turistprojekt
– Det startede egentlig for et par år siden, hvor vi begyndte at tænke over, hvis vi nu ikke skulle være lærere altid, hvad skulle vi så? På det tidspunkt havde vi ikke noget med campingplads i tankerne, men
vi kiggede lidt på forskellige ejendomme. Jeg drømte lidt om et bed & breakfast, men vi har også kigget på hoteller i Østrig og nogle kursuscentre. Alt muligt forskelligt, men indenfor turismebranchen, siger Charlotte Abel Søndergaard.
I januar sendte Jonas hende et link til Terrassen Camping, der var sat til salg.
– Det så rigtig spændende ud, og vi kan godt lide at campere. Vi har camperet meget i telt de seneste mange år, og i efteråret købte vi en campingvogn, siger Charlotte Abel Søndergaard.
De kendte ikke pladsen i forvejen, men de vidste til gengæld lidt om området. Charlotte arbejdede i Skanderborg og kendte til Ry, og Jonas stammer oprindeligt fra Vium-Hvam.
De var ikke i tvivl, da de første gang besøgte campingpladsen, der har udsigt til Julsø og Himmelbjerget.
– Det var det, der virkelig fangede os. Vi holdt ind på parkeringspladsen, og så var det bare virkelig smukt. Da vi blev vist rundt, var der en fantastisk udsigt alle steder fra. Vi så alle servicebygningerne og hytterne, og det så rigtig fint ud, så der kunne vi sagtens se os selv, siger Charlotte Abel Søndergaard.
De ser frem til at bygge videre på Mike og Vivi Nobles arbejde gennem 20 år og samtidig sætte deres eget præg på pladsen.
– Vi er blevet rådet til, at det første års tid skal man ikke lave alt for meget om. Man skal lige prøve at have en sæson, men vi har lyst til at gøre lidt ved butikken og fælleskøkkenet og et par hytter måske. Legepladsen har vi også kigget lidt på, og så vil vi gerne have flere familieaktiviteter, siger Charlotte Abel Søndergaard.
Familien har solgt huset i Odder fra 1. september og skal så bo i en måneds tid i sommerhus. Lige nu er de ved at gøre klar til et skoleskifte. Pigerne Luna og Victoria begynder på Sejs Skole i næste uge.
– De synes, det er spændende, men det er også svært at sige farvel til deres venner, men vi flytter jo kun en halv time væk, så de kan stadig holde forbindelsen, siger Charlotte Abel Søndergaard.
Den store skifte til en ny skole og et nyt sted at bo bliver måske også lidt nemmere, når pigerne får opfyldt en drøm. Der skal nemlig være kaniner på campingpladsen.
Jonas og Charlotte Abel Søndergaard får hjælp til at drive pladsen. Charlottes søster og mand, Anne Marie og Jacob, synes, at campingpladsen er så spændende, at de gerne vil være en lille del af det, og sammen med deres tre drenge give en hånd med.
24. september 2025