17/09/2026
Havnebyer i forandring
Kalundborg overraskede mig
Kalundborg samler historie, byliv, handel og havn i én fortælling.
Denne sommer har jeg besøgt tre danske havnebyer, der har noget tilfælles med Helsingør, men alligevel er vidt forskellige. Første stop var Kalundborg, som jeg ikke rigtigt havde besøgt siden barndommen. I mange år har byen for mig mest været et sted, man kører igennem på vej til Samsøfærgen. Morgenbilkøer, store fabrikker og industri vækker ikke umiddelbart tanker om turisme og kultur. Netop derfor blev jeg overrasket.
Kalundborg rummer en stærk middelalderlig fortælling. Byen blev anlagt omkring 1170 af Esbern Snare og er bygget op omkring Højbyen, borgen og Vor Frue Kirke med de fem tårne. Hvor Helsingør først og fremmest fortæller om renæssancen og Øresundstoldens rigdom, møder man her en langt ældre byhistorie.
Jeg begyndte min tur på torvet, hvor man faktisk kan parkere med udsigt til kirken. Trafikal tilgængelighed i top, selv om parkering midt i en middelalderby næppe er den smukkeste løsning.
Noget af det første, jeg lagde mærke til, var de smukke bylamper. Belysningen passer til byens historie og går igen som et gennemført element. Tænk, hvis Helsingør udviklede en gadebelysning, der understøtter fortællingen om renæssancebyen, nu hvor gaderne alligevel graves op.
På den lange strøggade var der pyntet op til byfest. Jeg talte kun seks tomme butikker og så ingen prangende ejendomsmæglerskilte. Træer og blomster skabte en levende og indbydende ramme. Det er et enkelt byplanmæssigt greb, som giver meget for pengene.
Turisthavnen ligger få hundrede meter fra bymidten og er godt skiltet. Her er ikke kun tænkt på sejlerne, men også på borgere og turister. Caféer, legepladser, motionsområder og et havbad gør havnen til et sted, hvor man får lyst til at opholde sig.
Det gav et lille stik af misundelse. Helsingør har jo selv haft en stærk badekultur med svømmestadion i havnebassinet, badeanstalt ved Trykkerdammen, svømmestævner og udspring. Et havnebad i Kulturhavnen ville derfor ikke blot være en moderne idé lånt fra andre. Det kunne være en genopdagelse af noget, byen tidligere var kendt for.
Midt på havnen fandt jeg også en ny fiskebutik med udeservering. Hvorfor har Helsingør, af alle havnebyer, ikke et fiskeudsalg på havnen? Det lille eksempel viser, at byliv ikke opstår af sig selv. Det skal have steder at bo.
Endnu en overraskelse ventede ved Vor Frue Kirke. I middelalderhaven havde kirken åbnet en lille café med borde, bænke, kaffe og kringle. Måske kunne kirkerne i Helsingør også åbne deres haver mere for offentligheden. Det kunne Herren, eller i hvert fald menighedsrådene, tænke lidt over.
Kalundborg viser, at en industriby ikke behøver at glemme sin historie. Med belysning, grønne byrum, liv på havnen og adgang til vandet kan man skabe mere byliv, end man umiddelbart tror.
Helsingør skal ikke kopiere Kalundborg. Vi har vores egne kvaliteter, vores historiske tyngde og et turistliv, mange byer misunder os. Men vi behøver heller ikke opfinde den dybe tallerken igen. Hvis Kalundborg kan få middelalderby, industri, turisthavn og havbad til at spille sammen, bør Helsingør kunne forbinde renæssancebyen, bymidten, havnen og Kulturhavnen endnu bedre.
Jan Flintrup
