28/08/2025
“Jeg er kunstner”.
Hvad ligger der i det udsagn? Hvad udsiger det?
For en overfladisk betragtning minder det umiskendeligt om en proklamation af karrierevalg: At være kunstner er en profession. At være kunstner skal betragtes ligesom at være advokat, skolelærer, grønthandler eller automekaniker.
Og alle vil selvfølgelig sige, at en selvproklameret advokat, der ikke arbejder som advokat, en grønthandler der ikke sælger frugt og grønt, eller en skolelærer uden skole egentlig ikke er nogle af de ting.
Hvis du ikke får penge for din profession, er professionen jo selvsagt ikke noget, som du er. Det kan være, at det er noget du godt kunne tænke dig at være, noget som din uddannelse formelt kvalificerer dig til, eller noget hvor dine personlige egenskaber kunne komme i god brug. Men det er ikke noget, som du er.
Sådan forholder det sig selvsagt også for mange kunstnere. De såkaldte “professionelle”.
De er kunstnere, fordi deres værker sælger i stor eller lille skala. Eller fordi de på anden måde får penge for at være det, som de er.
Og hvis man ikke får penge for det, er kunsten så ikke bare en hobby? Noget man gør for sjov? Noget man måske leger engang imellem, og dog ikke noget som man er?
Jeg har aldrig hørt til blandt “de professionelle”. Og ud fra min personlige erfaring med “den professionelle kunstverden” kommer jeg heller aldrig til at gøre det. Jeg passer ikke ind.
Er jeg så kunstner?
For mig er kunsten, hvilken form den så end tager, om det så drejer sig om ord, om billeder eller om musik, aldrig noget som jeg har aspireret imod “professionelt”.
Kunsten er det, der er opstået ud fra mig selv, i min manglende professionelle formåen. Jeg har aldrig formået at tilpasse mig den professionelle voksentilværelse, hvor man går fast på arbejde, tjener sine penge ærligt og redeligt, og måske avancerer inden for et professionelt hierarki, og får sig en karriere.
Under store, men subtile, smerter har jeg gang på gang på gang måtte erfare min egen uformåen på dette område af livet. En uformåen der, over tid, har vokset sig sammen med mange, meget komplekse psykologiske vanskeligheder. Jeg har gennemført uddannelse(r), opretholdt et snart 20-årigt parforhold med min kæreste, fået børn, og i det hele taget gjort mangt og meget andet her i livet med relativt stor succes.
Jeg har klaret mange udfordringer.
Men denne, den tilsyneladende mest ‘simple’ udfordring af alle, at udvælge og forfølge en gerning, som jeg bytter 37+ timer om ugen for penge med, har jeg aldrig klaret. Og selvom jeg vedholdende, nu på mit eget 39. år, bliver ved at gøre forsøget, nærer jeg en dybt rodfæstet inderlig tvivl om, hvorvidt det nogensinde lader sig gøre.
Jeg har aldrig kunnet vælge “at blive til noget”. Og når jeg skriver sætningen “jeg er kunstner”, skriver jeg ikke om noget, som jeg er blevet til i kraft af et valg.
Jeg skriver om noget, som jeg er blevet til i kraft af min manglende evne til at træffe et valg. Om noget, der er opstået i stedet for noget andet; et job, en karriere og en dertilhørende normalitet.
Min musik, mine tegninger, mine digte og mere eller mindre filosofiske tekster er alle vokset ud af ren og skær psykologisk overlevelseskamp. Spørgsmålet om hvad jeg “vil” med min kunst, har jeg aldrig kunne forholde mig til. Det er nærliggende at spørge om for mange, men for mig har det altid været ekstremt abstrakt.
Det jeg vil med min kunst, er nemlig at lave den. Intet andet. Og jeg vil lave den, fordi jeg gerne vil opretholde det modicum af psykisk ligevægt, som det kræver at være en ansvarlig forælder, en god kæreste og ven, og et nogenlunde funktionelt individ.
Kunstens materiale er nemlig ikke ord, eller farver, eller toner.
Kunstens materiale er den kaotiske ursump af overvældende følelser, associationer, tanker, fortrængninger og intuitioner, som kontinuerligt stiller sig i vejen, hver gang jeg har forsøgt at udleve et normalt arbejdsliv. Det er helt eller delvist usynligt for alle andre end mig, men for lige præcis mig er det på mange måder det mest virkelige, der eksisterer overhovedet.
Det er en ursump, der på uforudsigelig og uberegnelig vis kan manifestere sig som depressive, ængstelige, dissociative og ind imellem decideret katatoniske symptomer midt i min hverdag.
Symptomer som jeg kæmper med privat, og som næppe er synlige for andre end mig selv og mine allernærmeste, fordi de i hovedreglen er meget vanskelige for mig at forklare med ord, som folk forstår.
Når jeg laver kunst er det fordi, at det er én af de mest effektive måder, jeg kender til at holde symptomerne i ave; fordi jeg, gennem mangfoldige mere eller mindre selvgjorte kreative processer og procedurer, hermed vender nogle eksistentielle og psykologiske impulser i retning af noget konstruktivt, “værket”. Impulser, der ellers nemt bliver voldsomt destruktive.
Om det så er fint nok til kalde sig kunstner, at jeg overlever, selvom jeg er elendig til at tjene penge, må være op til andre at bedømme.
Men jeg ved vitterligt ikke, hvad jeg ellers skulle kalde mig.
