31/08/2016
Forlængelse af forsyningsaftale med Yousee.
Den nuværende aftale mellem antenneforeningen og Yousee havde en bindingsperiode på 2 år, som udløb den 30. juni 2016. Da Yousee lukker for FM-båndet og i stedet bruger den frigjorte båndbredde til gigabredbånd, hvilket foreningens anlæg ikke kan levere uden en opgradering, har bestyrelsen valgt at forlænge den nuværende aftale med Yousee, som foreningen siden 2011 har haft som leverandør, hvor vores anlæg blev ombygget fra et sløjfeanlæg til et individuelt stikledningsanlæg. En del af denne nye aftale er, at Yousee afholder omkostningerne til opgraderingen af både anlægget og montering af nye stikdåser i de enkelte lejligheder. Denne udgift udgør 295.000 kr.
Lovgivningen er generelt de senere år gået i retning af mere frit valg til forbrugerne, bl.a. på både telemarkedet, elmarkedet, postmarkedet etc. Senest er også antenneforeninger blevet omfattet af denne samfundsudvikling. Denne samfundsudvikling har i meget positivt grad påvirket distributørernes imødekommenhed og forhandlingsvilje overfor forbrugerne.
Tidligere havde mange leverandører den holdning, at kunderne, som oftest ikke sådan lige kunne ændre distributør, blot måtte betale de priser, som distributørerne stillede, alternativt, så måtte signalet jo blot ophøre. Disse tider er ovre, og hvor antenneforeningen i 2011 selv måtte betale 450.000 kr. for vores dengang nye stikledningsanlæg, så har vi denne gang forhandlet en løsning hjem, hvor Yousee betaler for opgraderingen af vores anlæg. Anlægget er stadig antenneforeningens ejendom. Den nuværende aftale har en 5 årig bindingsperiode til 2021, idet Yousee også skal have sikkerhed for vores kundeforhold, når de vælger at betale knap 300.000 kr., på opgradering af et anlæg, som de ikke engang ejer.
Liberaliseringen af forsyningsmarkedet betyder også, at såfremt den enkelte helt ønsker sin signalforsyning afbrudt, da kan man helt slippe for at betale til Yousee. I dag er antennebidraget 210 kr. pr. måned, og ca. 130 kr. heraf er betaling til Yousee for grundpakken, inkl. Coda/KopyDan/VerdensTV, de resterende ca. 80 kr. er opsparing til nyt antenneanlæg, forsikring af antenneanlægget, medlemskab af Forenede Danske Antenneanlæg, samt administration og revision af antenneforeningen.
En grundpakke hos Yousee koster 269 kr., såfremt man køber den som enkelthusstand i et område, hvor en grundejerforening/antenneforening ikke har fælles aftale. Det er stadig derfor meget attraktive priser vi kan indkøbe til i fællesskab, men ønsker enkelte husstande slet ikke at have TV-signal, da kan man fra 1. januar 2017 afmelde grundpakken direkte via antenneforeningen, og fremadrettet kun betale ca. 80 kr. månedligt i antennebidrag.
1. fase af opgraderingen af vores anlæg er nye forstærkere. Dette kræver ikke adgang til de enkelte ejerlejligheder, men alene adgang til kældergangene i Blåbærhaven.
2. fase af opgraderingen er montering af nye stikdåser i hver enkelt ejerlejlighed.
Da der sker omlægning i Yousee’s net af de frekvenser, som de enkelte kanaler udsendes på, herunder at der lukkes for FM-båndet (ligesom der blev lukket for det analoge signal i februar 2016) for at frigøre plads til det nye gigabredbånd, skal alle lejligheder have nye stikdåser.
Yousee udfører omlægningen af frekvenserne i nettet i forbindelse med den årlige kanalomlægning, som finder sted hvert forår.
For at undgå, at der vil være indhold, som Yousee distribuerer, men som vi ikke kan modtage, hvis vi skiftede til nye stikdåser allerede nu, har bestyrelsen efter vejledning fra Yousee valgt, at opgraderingen af vores anlæg foregår i ovennævnte to faser.
Fase 1 udføres af Dansk Kabel TV på vegne af Yousee, og foregår
i perioden 6. september til 16. september 2016.
Der vil blive afholdt infomøde om ovennævnte ændringer
den 6. oktober kl. 19.00 i Blåbærhavens selskabslokale.
Venlig hilsen,
Bestyrelsen for Antenneforeningen