24/08/2026
Så er facaden malet!
Når man vælger rusavet gran som beklædning må man regne med at male med regelmæssige mellemrum. Vi malede selvfølgelig da huset var nybygget for 4,5 år siden og nu trængte især sydfacaden igen.
Vi har valgt en træbeskyttelse fra Flügger i farven ´lys teak´. Jeg synes, den passer godt til sandstenene i farven mahogni og til de lyse terracottakrukker.
Egentlig var det mest syd- og vestfacaden der trængte, men da vi havde lejet liften har vi malet hele vejen rundt.
Jeg indrømmer, at det var en smule udfordrende at male bag det espalierede ambratræ, men fortryder absolut ikke at have plantet det.
Jeg oplever ofte at mine kunder er bange for at plante op ad facaden. De tror, der er fugtigt bag beplantningen. Forsøg viser derimod, at der er mere konstante forhold bag det grønne. Der er altid tørt og altså ingen udsving i fugtighed. Der er altid skygge og altså ikke påvirkning fra sol. Vedbend og klatrehortensie hæfter med sugerødder på facaden, så hvis du har en pudset facade med lidt løst puds, kan disse selvfølgelig skade facaden. Vedbend og blåregn - og andre hidsige klatrere - kan finde vej ind i tagkonstruktionen.